Mmmm..... cookies...

11. oktober 2021

Parkeringsregler for firmabiler og erhvervsmæssig persontransport

Et flertal af de fremmødte på afdelingsmødet i 607 Hallingparken ulige numre vedtog et forslag om, at det fremover ikke vil være tilladt at parkere med firmabil og erhvervsmæssig persontransport på parkeringspladserne i afdelingen. Beslutningen kan læses i referatet fra mødet den 21. september 2021. Referatet kan ses her.

Beslutningen betyder, at der fremadrettet ikke bliver udstedt nye parkeringstilladelser til firmabiler og erhvervsmæssig transport i afdeling 607.

Boligselskabets advokat har været inde over sagen for at sikre en korrekt udmøntning af de nye regler. Advokaten bemærker, at allerede udstedte tilladelser ikke kan inddrages.

Det vil sige, at de beboere, der allerede har parkeringstilladelse til en firmabil, beholder den udstedte tilladelse til den pågældende firmabil, så længe de bor i afdelingen, eller indtil bilen afhændes. Allerede udstedte parkeringstilladelser kan ikke overdrages til andre eller bruges til en anden firmabil end den, der oprindeligt er registreret.

Afdelingsbestyrelsen arbejder derudover på en revision af parkeringsreglementet for at imødegå de parkeringsproblemer, der er i afdelingen. Når der foreligger et forslag til nye parkeringsregler, vil der blive indkaldt til et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor der skal tages stilling til forslaget.

Der er ligeledes fokus på at finde flere parkeringspladser, som det også fremgår af referatet fra afdelingsmødet. Det er afdelingens beboere, der på et afdelingsmøde skal godkende anlæg af nye parkeringspladser.

Eventuelle spørgsmål angående regel om firmabiler kan rettes til ejendomskontoret.